Skip to main content

Adobe Connect ved DeiC lukker ved udgangen af 2022

En æra slutter med lukningen af Adobe Connect-tjenesten, hvor Zoom har taget over. Vær opmærksom på at downloade alle bevaringsværdige Adobe Connect-optagelser inden kalenderårets udgang.
By
29/09/2022 09:09
Billede
Stock foto af møde, nærbillede, unge
Foto: Colourbox

Download Adobe Connect-optagelser inden 1. januar 2023

I takt med at Zoom har vundet indpas ved institutionerne er brugerne tilsvarende gået fra at anvende Adobe Connect til Zoom, når der er behov for software til videokonference eller online møder. Brugen af Adobe Connect er nu på et minimum, og tjenesten kan passende lukke ved udgangen af kalenderåret 2022. Derfor opfordrer vi alle til at downloade Adobe Connect-optagelser, der skal bevares og slette andre Adobe Connect-optagelser i god tid inden. Har du spørgsmål i forhold til håndtering af download, så skriv til DeiC på:  videokonf@deic.dk  

Vi var med fra starten med Adobe Connect

Adobe Connect har en lang historie ved DeiC og Forskningsnettet, som går helt tilbage til 2006, da tjenesten startede. Her hed Adobe Connect, ”Breeze”, og indvarslede på mange måder en tid, hvor videokonference var på vej mod en softwarebaseret løsning, som indeholdt andet end audio, video og skærmdeling. Som et af de eneste systemer på markedet, understøttede Adobe Connect f.eks. breakout-rum. En feature, som i dag er et absolut krav til alle systemer, der vil understøtte online møder i en post-Corona-tid. Det var også muligt at oprette rækkevis af whiteboard-sider på forhånd, som kunne hentes ind i møderum efter behov, og muligt at dele videoer med lyd live på selve mødet. Flere kunne dele skærm på samme tid i en fælles visning, og alt indhold og aktivitet kunne optages m.m. F.eks. kunne en underviser sidde i Aarhus og undervise journaliststuderende spredt rundt på Færøerne, hvor deres radio- og tv-reportager blev vist live for alle i mødet, præcis som i en online biograf. Efterfølgende kunne diskussioner forsætte i breakout-rum med opsamling i plenum-møderummet. Det var på mange måder meget mere end et almindeligt online møde, og mange systemer er først lige nået dertil i dag.

Nye systemer har taget over

Fokus udviklede sig til ikke kun at være på selve mødesituationen for de få, men også på undervisning og samarbejde for de mange. I alt har op mod 50 brugerorganisationer og 109.000 brugere benyttet Adobe-systemet igennem årene, og Adobe Connect var derfor på mange måder forud for sin tid. Som årene gik, blev det dog allivel tydeligt, at den bagvedliggende kode, overordnede struktur og brugervenlighed ikke fulgte med brugernes krav og ønsker. Det åbnede op for, at andre systemer, som f.eks. Zoom, kunne tage over og levere på de områder, hvor tjenesten Adobe Connect nu slutter.