DKCERT (Danish Computer Security Incident Response Team), en del af DeiC Forskningsnettet, søger en ny chef.
DKCERT bygger på en vision om at skabe værdi for uddannelses- og forskningssektoren i form af øget informationssikkerhed. Det sker gennem offentliggørelse af viden om informationssikkerhed skabt gennem samarbejde med den offentlige og private sektor, forsknings- og undervisningsverdenen, samt internationale samarbejdspartnere. En væsentlig funktion er derfor nyhedsformidling og udgivelse af en årlig Trendrapport, der bl.a. bygger på data fra Forskningsnettet og fra vores internationale samarbejde.
DKCERT er kendt af alle som arbejder med informationssikkerheden i Danmark, fordi det var den første enhed af sin art tilbage i 1991, derstartede internationalt samarbejde om cybersikkerhed, som derfor gør dette job til en unik position i sikkerhedslandskabet i Danmark
Jobbet
Du skal, sammen med medarbejderne i DKCERTs stærkt faglige og specialiserede team, overvåge og beskytte infrastrukturen på Forskningsnettet i Danmark.
Vi behandler henvendelser om it-sikkerhedshændelser på og trusler mod forskningsnettet, der forbinder de danske universiteter og andre institutioner inden for forskning og uddannelse.
Du vil særligt være med til at bygge videre på den kapacitet, vi har til at analysere aktiviteten på nettet og hjælpe med at imødegå trusler.
Derudover har du ansvaret for driften og videreudviklingen af DKCERTs værktøjer og brugerrettede sikkerhedstjenester. Ud over egenudviklede værktøjer, anvender vi open source-værktøjer, som fx MISP.
DKCERT er p.t. i gang med certificeringer efter SIM-3 og ISO27001.
Vi samarbejder med Center for Cybersikkerhed, Uddannelses- og Forskningsstyrelsens DCIS, politiet samt andre danske og internationale samarbejdspartnere. Endvidere samler vi opdateret viden om det aktuelle trusselsbillede fra åbne kilder og fra samarbejdspartnerne, ligesom vi analyserer data fra forskningsnettet.
DKCERT deltager også i en række internationale fora og samarbejder, bl.a. som medlem af FIRST og Trusted Introducer/TF-CSIRT. DKCERT skal være lokal vært for TF-CSIRTs møde i København i maj 2024.
Et væsentligt element i jobbet er også at koordinere de fælles behov for universiteterne og sektorens øvrige institutioner omkring fælles tiltag på informationssikkerhedsområdet.
Endelig har du også ansvaret for DPO-tjenesten som leverer DPO-as-a-Service og andre konsulentydelser i compliance-feltet.
Det er et mål at DKCERT på sigt skal have et mere selvstændigt ledelsesophæng, således at adskillelsen fra de driftstjenester, som DeiC også leverer, bliver mere tydelig.
Dine kvalifikationer
- Relevant uddannelse
- Evne for og lyst til personaleledelse
- God til kommunikation – både indadtil og udadtil
- Gennemslagskraft i et komplekst beslutningssystem
- Godt kendskab til organiseringen af sikkerhedsarbejdet i Danmark
- Kendskab til og erfaring med sikkerhedstandarder og lovgivning på området
- Erfaring med sikkerhedsarbejde og sårbarhedsanalyse og gerne certificeringer i den forbindelse
- Erfaring med hændelseshåndtering, threat intelligence og complianceaktiviteter
- Kendskab til MISP, SIEM og andre sikkerhedsværktøjer
- Flydende på dansk og engelsk
Du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde godkendelsen i hele ansættelsestiden.
Vi tilbyder dig
Et højt profileret job med et betydeligt ansvar, både i forhold til vores interessenter og i forhold til at lede afdelingen som pt. er på ca. 8 medarbejdere, men hvor kommende fælles initiativer for sektoren må forventes et give en vis personalevækst.
DKCERT deltager i dansk og internationalt samarbejde om sikkerhed, så der kan forventes regelmæssige rejseaktiviteter.
Såvel gennem dette arbejde som ved løbende videreuddannelse lægger DeiC Forskningsnettet stor vægt på at understøtte faglig og personlig kompetenceudvikling, således at du hele tiden er ajour med it- og sikkerhedsudviklingen.
Du indgår i ledelsesteamet i DeiC Forskningsnettet, hvor du refererer til divisionsdirektør Martin Bech.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er klassificeret som chefkonsulent med personaleansvar. Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst for akademikere i staten eller anden relevant overenskomst.
Stillingen er på 37 timer/uge og ønskes besat snarest muligt.
Arbejdssted er DTU Lyngby Campus.
Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest fredag den 12. januar 2024. Ansøg ved at følge linket her, og scroll ned for at finde knappen "Ansøg nu", hvor du udfylder ansøgningsformularen og vedhæfter ansøgning, CV og eksamensbeviser.
Du er velkommen til at kontakte divisionsdirektør Martin Bech på 21760625 for yderligere oplysninger.
Samtaler forventes gennemført snarest efter ansøgningsfristens udløb.
Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.