Skip to main content

Status på DeiCs video- og samarbejdstjenester

Her er en status på DeiCs video- og samarbejdstjenester efter den første uge med stort behov for videomøder og online-undervisning.
By
20/03/2020 14:03
Billede
Medier
Grafik: Colourbox.

Her efter den første uge med Corona-krisen kan vi konstatere at trods en mangedobling af forbruget, er det stort set lykkedes for DeiCs tjenester at følge med efterspørgslen, således at undervisning, forskning og øvrige aktiviteter har en reel mulighed for at fortsætte online.

Men det har ikke været uden udfordringer.

Zoom

Som vi skrev i mandags er den fællesnordiske serverinfrastruktur, der kører vores Zoom-tjeneste blevet opgraderet fra at håndtere få tusinde brugere dagligt til nu at kunne håndtere over 100.000 og der er muligheder for videre udbygning hvis det skulle blive nødvendigt.

Mange institutioner - store og små - har ønsket at få aftaler om Zoom, således at man kan komme ud over de 40 minutter, der er en begrænsning i basisudgaven. Dem er vi ved at være i mål med at overflytte.

De tilbagemeldinger vi får om Zoom er stort set alle positive. Det virker lydefrit også selvom man er mange brugere i et møderum. Den kraftige udbygning, som man kan se på grafen, har kun kunnet lade sig gøre fordi NORDUnet og Zoom er lykkedes med at tage Amazons cloud i Stockholm i brug.

Billede
Zoom data
Grafik: DeiC

Brugen af Amazon, og i det hele taget den intense brug af Zoom, har ikke været forudset i de prismodeller, vi har solgt Zoom efter, og vi må derfor regne med, at der kommer en ekstraregning for alt dette på et tidspunkt.

I forhold til belastningen vil vi gerne appellere til, at man bruger de fem webinar-pladser, hver institution har, til store møder. Det kræver nemlig mindre af serverinfrastrukturen og har derfor en betydning for både pris og belastning.

Hvis du skal holde et stort møde, skal du kontakte din lokale Zoom-administrator for at blive opgraderet til at bruge webinar-funktionen. Den lokale administrator finder du ved at logge ind i Zooms webflade <inst>.zoom.us under menupunktet "Account Profile".

Din institutions konkrete URL finder du her.

I mandags skrev vi, at der ikke vil komme databehandleraftaler om Zoom i den nuværende situation, men der har vist sig en mulighed for også at få dette på plads, så lige nu er det håbet, at vi er klar med aftaler i løbet af den kommende uge.

Adobe Connect

Fra at vi har i mange år har ligget på omkring 170 samtidige brugere, har vi nu rundet 1000 og væksten fortsætter tilsyneladende. Vores infrastruktur og licenser er blevet opgraderet, og vi fortsætter med udbygning, således at alle kan fortsætte med at have en god oplevelse.

Husk igen at vise "samfundssind" hvis det er muligt ved holde dine møder uden for tidsrummet 10-14, hvor rigtigt mange tilsyneladende gør det, men spred så vidt muligt møderne ud over døgnet.

Kaltura

På Kaltura er forbruget også vokset med 400 procent i den seneste uge. Det har ligeledes krævet opgraderinger, og generelt har Kaltura virket godt for de fleste. De seneste to dage har der imidlertid vist sig en pukkel midt på dagen, særligt i timen 14-15, hvor mange uploader videoer samtidigt, som du kan se på grafen.

Billede
Kaltura data
Grafik: DeiC

Vi forstår, at man gerne vil have sine videoer ud så snart, de er færdige - også for at alle ikke behøver at følge evt. live-versioner i Zoom og Connect, men alligevel må vi henstille til flest mulige om at undgå køen midt på dagen.

Panopto

Vi får tilbagemeldinger om, at Panopto ser ud til at køre fint, selvom brugen også her har været stigende. Her er der pt. mest trafik i tidsrummet 7-12.

Læs mere: