Skip to main content

Tag Forskningsnettets satellittelefon med dig i felten

Skal du og din forskergruppe ud, hvor kragerne vender, og hvor mobilmaster og kobberforbindelser blot er en fjern erindring? Så kan Forskningsnettets SatCom-projekt hjælpe dig.
By
Morten Keldgaard
30/03/2022 09:03

Satellitkommunikation har mange anvendelsesmuligheder. Det bruges både som fastmonterede installationsløsninger på skibe, på feltstationer og til måleprober, alt sammen effektivt, når der ikke lige er en nem forbindelse til det almindelige telefonnetværk. Derfor bruger flere forskningsgrupper også satellitkommunikation som et personligt kommunikationsværktøj, når de arbejder ude i felten.

"Net i kuffert"

For at hjælpe forskerne har Forskningsnettet startet det såkaldte SatCom-projekt, der i dag råder over udstyr og abonnementer til en bred vifte af formål, som forskerne kan gøre brug af. En af disse løsninger er den såkaldte "Net i kuffert"-løsning (se billedet).

Billede
SatCom kuffert med indhold
Foto: DeiC

Kufferten er stød-, støv- og vandtæt og består af en satellittelefon samt relevant tilbehør såsom oplader og ekstra antenne. En af disse ”Net i kuffert”-telefoner blev i efteråret 2021 udlånt til Københavns Universitet til brug i Grønland.

Betryggende at have med i felten

"Det var dejligt at have satellittelefonen med i marken, og vi tog den med os overalt. Det var ret belejligt flere gange, både for at ringe til mine vejledere med spørgsmål fra marken og for at sende opdateringer ind til byen om, at alt var fint ude på indlandsisen. Heldigvis havde vi ikke en nødsituation, hvor vi havde brug for det, men det var betryggende at vide, at vi kunne tilkalde hjælp, hvis vi fik brug for det," siger Sarah Elise Sapper, ph.d.-studerende ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet, der brugte kufferten til sit forskningsprojekt.

Billede
SatCom projekt
Foto: Sarah Elise Sapper

Forskningsprojektet fra KU handlede om geologi, flora og fauna og foregik som feltarbejde i området omkring Kangerslussuaq i Vestgrønland.

Fremragende service

"Det er en fremragende service for forskere at kunne låne en satellittelefon til feltarbejde, og jeg håber, vi kan gøre brug af den til feltarbejdet igen til sommer," siger Sarah Elise Sapper.

Lige nu er "Net i kuffert"-løsningen udlånt til Danmarks Meteorologiske Institut til et tilsvarende formål.

Hvis du vil vide mere om Forskningsnettets SatCom-projekt, kan du læse mere her på siden, eller kontakte de ansvarlige via satcom@deic.dk.