Året er startet godt for login-tjenesten WAYF (Where Are You From).
Januar 2019 var nemlig den første kalendermåned, hvor tjenesten blev benyttet til mere end tre millioner logins.
WAYF er Danmarks identitetsføderation for forskning og uddannelse.
Tjenesten fra DeiC gør det muligt at bruge digitale identiteter (altså logins, brugerkonti) fra forsknings- og uddannelsesinstitutioner uden for institutionernes egne login-systemer.
Siden driften begyndte i 2008, er trafikken igennem WAYFs hub-servere vokset støt. Og væksten ser ud til at fortsætte.
Sådan virker WAYF
WAYF kommunikerer med to typer organisationer: Tjenesteudbydere og institutioner.
Tjenesteudbyderne (fx et forskningsbibliotek eller en online-ordbog) stiller en tjeneste til rådighed og institutionerne stiller information om brugere til rådighed.
WAYF sørger så for de tekniske protokol-oversættelser, der er nødvendige i kommunikationen mellem de to organisationstyper, og sikrer, at hver enkelt bruger har samtykket til udlevering af persondata.
Hvis du gerne vil følge med i udviklingen i WAYFs trafiktal, kan du gøre det via statistiktjeneste RASMUS, som opdateres dagligt.