Det kommer måske ikke som en overraskelse for netværksoperatører, at det ville ske - for der har længe været en udløbsdato på IPv4. Og nu fortæller RIPE NCC, der sørger for uddelegering af nummerressourcer som IP-adresser, at bøtten er helt tom.
Det betyder ikke, at der er lukket for tildeling af adresser, for RIPE NCC fortsætter med at gendanne eksisterende IPv4-adresser eksempelvis fra organisationer, der er gået ud af drift eller fra netværk, som returnerer adresser, de ikke længere bruger.
Realiteternes alvor betyder, at man uden en omfattende IPv6-implementering vil møde en fremtid, hvor væksten af internettet begrænses unødigt alene på grund af mangel på unikke netværks-identifikatorer.
6,3*10²⁹ adresser
Brugerne af forskningsnettet har dog stadig mulighed for at få tildelt IPv4-adresser.
”Forleden annoncerede RIPE, at nu er den sidste europæiske IPv4-adresse uddelt. Det er en god anledning til at se på, hvordan det står til med vores beholdning i forskningsnettet,” fortæller Martin Bech, der er chef for forskningsnet og tjenester i DeiC.
”Vores tre væsentlige ranges fik vi, før RIPE overhovedet var opfundet. Det er to /16 og en /17 - altså i alt 163.840 adresser. Af dem har vi uddelt de fleste, men vi har stadig 29.863 adresser tilbage i dag, svarende til 18 procent, fordelt på /21-blokke og nedefter. Selvom vi har uddelt dem til de tilsluttede institutioner, er det imidlertid langt fra dem allesammen, der faktisk er i brug.”
På IPv6 er der noget bedre plads.
”Her har vi adresseblokken 2001:878::/29, som svarer til 6,3*10²⁹ adresser, hvoraf vi kun har uddelt ca. 8,9*10²⁸, svarende til, at vi stadig har godt 86 procent tilbage. Selv hvis alle vores IoT-dimser og hver eneste stikkontakt skal have sin egen IPv6-adresse, løber vi altså ikke tør foreløbig,” fortæller Martin Bech.
RIPE NCC opfordrer alle interessenter til at tage ansvar i forbindelse med at støtte udrulningen af IPv6. Ud over at allokere de nødvendige IPv6-ressourcer tilbyder RIPE også rådgivning, træning, målinger og værktøjer til netværksoperatører, der ønsker at sætte implementeringsplaner i gang.
Læs mere:
Om:
RIPE NCC (Réseaux IP Européens Network Coordination Centre) sørger for uddelegering af nummerresourcer (IP-adresser, AS-numre) til organisationer i Europa, Mellemøsten, Centralasien og Afrika. Hovedsædet findes i Amsterdam, Holland. Det er en non-profit organisation med godt 4.300 medlemmer i 65 lande. Medlemmerne er primært firmaer i tele/data-industrien samt større virksomheder. Kilde: Wikipedia.