Skip to main content

Grønlands Universitet er indtrådt i WAYF

Med optagelsen af Ilisimatusarfik har WAYF fået sit første grønlandske medlem.
By
21/09/2020 11:09
Billede
Grønland
Foto: Colourbox.

Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, er netop indtrådt i WAYF (Where Are You From) som brugerorganisation. Login-tjenesten dækker således samtlige universiteter i Danmark, Færøerne, et universitet i Island og nu også i Grønland.

Studerende og ansatte fra universitetet kan identificere sig som Ilisimatusarfik-brugere over for de mange web-tjenester i WAYF og eduGAIN af relevans for forskning og uddannelse. 

WAYF er en digital infrastruktur, som forbinder institutioners brugerbaser og loginsystemer med eksterne webtjenester. Med løsningen logger man ind ved sin forsknings- eller uddannelsesinstitution for at få adgang til en loginbeskyttet webtjeneste uden for institutionens eget loginsystem.

Ved at anvende WAYF slipper ansatte og studerende således for at skulle huske særskilte login­oplysninger for hver webtjeneste, som de bruger uden for deres institution.

WAYF kommunikerer med to typer organisationer: Tjenesteudbydere og institutioner.

Tjenesteudbyderne (fx et forskningsbibliotek eller en online-ordbog) stiller en tjeneste til rådighed og institutionerne stiller information om brugere til rådighed.

Løsningen sørger så for de tekniske protokol-oversættelser, der er nødvendige i kommunikationen mellem de to organisationstyper, og sikrer, at hver enkelt bruger har samtykket til udlevering af persondata.

Læs mere: